Prinsesser fra blokken?! Hvorfor sagde jeg ja?!

Hej alle sammen

– Et af de spørgsmål jeg bliver stillet sådan ca tusind gange om dagen (overdrivelse fremmer forståelsen), er hvorfor sagde jeg ja til PFB?

Det var ikke en nem beslutning, og der blev vitterligt tænkt til det knagede.
Men jeg sagde ja og jeg har IKKE fortrudt et sekund af min deltagelse, på trods af div. Negative kommentarer på sociale medier

Jeg har jo ikke lige haft det fedeste liv altid, jeg er ikke der hvor jeg vil være, men er satme godt på vej. Så jeg tænkte at hvis jeg nu sagde ja, så kunne jeg måske gi et håb om en lysere fremtid til udsatte unge muligvis andre der bor eller har været på ungdoms pensioner.
– En anden grund til jeg sagde ja er at jeg lider enormt meget af angst, det havde styret mit liv for længe. Så det var i den grad også for at komme ud af min “comfort zone” og se min angst i øjnene. Det absolut IKKE en metode jeg vil anbefale, men det har hjulpet mig i den forstand jeg ikke tager det så tungt. Angsten vil jeg altid lide af, jeg kan kun blive bedre til at styre den.. Gir det mening?!

Min intention var aldrig at blive “kendt”.
Jeg lider jo både af angst & borderline, så jeg har altid gerne ville ligge makeup/style bag kameraet. Og så jeg møg genert.
Jeg troede vitterligt at ingen ville se det, ihver fald ikke så mange. Men sådan gik det ikke, men nu er jeg her og man må sige jeg får oplevet lidt :’D
Det en helt ny verden jeg er havnet i, og jeg suger til mig. Ja det sjovt, men det hele det her “nye liv” kan være væk ligeså hurtigt som jeg fik det, så jeg nyder det pt og så må vi se hvor jeg havner henne.